Bruger du den rigtige støvmaske?
Når du vælger støvmaske, lægger du sikkert vægt på, at det er nemt at trække vejret med den på, og at den er mest mulig komfortabel at have på. Det er bestemt også vigtigt, men tænker du også på, hvilken filterklasse den har? Hvis ikke, så læs med her – for filterklassen er faktisk det allervigtigste, du skal tage stilling til, når du vælger støvmaske.
Hvis du arbejder et sted, hvor luften er sundhedsskadelig at indånde, og forureningen ikke kan fjernes tilstrækkeligt på anden vis, skal du bruge et åndedrætsværn. Et af de hyppigst anvendte er støvmasker.
En støvmaske er et såkaldt filtrerende åndedrætsværn, og det fungerer ved, at det filtrerer/renser den forurenede luft, når du trækker vejret ind. På den måde bliver den forurening, som er i luften, opfanget i filteret i stedet for at komme ned i dine luftveje.
Selve filteret kaldes et partikelfilter, men et partikelfilter er ikke bare et partikelfilter.
Hvad skal du vide om partikelfiltre?
Partikelfiltre er inddelt i 3 klasser, som fortæller, hvor effektivt filteret er. Filterklasse P1 har lav effekt, filterklasse P2 har middel effekt og filterklasse P3 har høj effekt.
Uanset hvilken filterklasse din støvmaske har, må du almindeligvis benytte den op til 3 timer i alt i løbet af en arbejdsdag.
De 3 filterklasser beskytter mod følgende:
P1: Støv (i begrænset omfang)
P2: Sundhedsskadeligt og giftigt støv. Faste partikler eller både faste partikler og væskeformige aerosoler.
P3: Sundhedsskadeligt og giftigt støv, radioaktivt støv, bakterier og virus. Faste partikler og væskeformige aerosoler.
Når du indkøber støvmasker, vil filterklassen almindeligvis fremgå af produktnavnet. Ofte vil der dog ikke bare stå P1, P2 eller P3, men FFP1, FFP2 eller FFP3. De 2 F’er fortæller, at der er tale om en ”filtrerende ansigtsmaske” (filtering facemask) og filterklassen oplyses herefter som enten P1, P2 eller P3.
Hvilken filterklasse skal du vælge?
Dit valg af åndedrætsværn skal altid ske ud fra, hvilket arbejde der udføres samt forureningens art og koncentration i den konkrete situation. Det allerførste, du skal tage stilling til, er derfor, om du i den konkrete situation, overhovedet vil kunne opnå tilstrækkelig beskyttelse med en støvmaske, eller om du i stedet skal anvende en helt anden type åndedrætsværn, fx et luftforsynet åndedrætsværn eller en kombinationsmaske, der ud over et partikelfilter også indeholder et eller flere gasfiltre.
Hvis du vurderer, at en støvmaske er det rigtige valg, skal du nu tage stilling til, hvilken filterklasse, den skal have. Eftersom svaret på det afhænger af forholdene i den konkrete situation, er det desværre ikke er muligt at opstille nogle fuldstændigt entydige retningslinjer for, hvilken filterklasse du skal bruge hvornår. Dog kan du altid regne med, at jo mere sundhedsskadende eller koncentreret den forurening, der er i luften, er, des højere filterklasse skal du vælge.
Hvad anbefaler Würth?
Hos Würth anbefaler vi, at du altid anvender en støvmaske med filterklasse P2 eller P3. Vores erfaring er, at du almindeligvis vil være godt beskyttet med en støvmaske med filterklasse P2 ved opgaver, hvor du fx udfører isoleringsarbejde, skæring i gipsplader eller sandblæsning.
Udfører du derimod opgaver med asbestrenovering, metalslibning eller opgaver, hvor der kan være bakterier eller vira i luften, anbefaler vi, at du bruger en støvmaske med filterklasse P3.
Udfører du opgaver, hvor du bliver udsat for fx organiske opløsningsmidler, skimmelsvamp, PCB, bly eller epoxy- og styrenholdige produkter vil en støvmaske ikke give dig tilstrækkelig beskyttelse, uanset hvilke filterklasse du vælger. I disse tilfælde vil du i stedet skulle anvende et luftforsynet åndedrætsværn eller en kombinationsmaske, der både indeholder et partikelfilter og et eller flere gasfiltre.
Genkend filterklassen på Würths støvmasker på elastikbåndet
Umiddelbart kan man ikke se på en støvmaske, hvilken filterklasse den har. I praksis kan det gøre det lidt besværligt at finde den rigtige støvmaske på hylden, når det skal gå stærkt. Og det er vigtigt, at du tager den rigtige – også ud fra et økonomisk hensyn. Støvmasker med filterklasse P3 koster nemlig almindeligvis noget mere end en støvmaske med filterklasse P2.
Hos Würth har vi derfor valgt at farvekode vores støvmasker. Støvmasker med filterklasse P2 har altid et gråt elastikbånd. Støvmasker med filterklasse P3 har et rødt elastikbånd. Så er det nemt at se forskel.
Tænk også på indpakningen
Når du indkøber støvmasker, kan det også være en god ide at overveje, hvordan støvmaskerne er pakket ind, når du modtager dem. De fleste støvmasker leveres i pakker med 20 stk., som ikke er indpakket individuelt. Det vil være hensigtsmæssigt, hvis du bruger mange støvmasker, men har du kun brug for en maske en gang imellem, kan det være hensigtsmæssigt at vælge en maske, som er indpakket individuelt. Så kan du fx have et par stykker liggende i bilen uden at de bliver beskidte, selv om de ligger der et godt stykke tid, inden de bliver brugt.
Nyeste artiker
23-09-2024I Bygningsreglementet (BR18) i DS 490 finder du lydklasser, som angiver kriterierne for akustisk kvalitet, herunder grænseværdier for luft- og lydisolation, trinlydniveau, efterklangstid og indendørs støj fra trafik samt tekniske installationer.
09-09-2024Det er et krav, at der udarbejdes en fugtstrategi. Bygherren er ansvarlig for sine bygninger og dermed også for fugtstrategien. En fugtstrategi reducerer antal fejl, og det nedbringer byggetiden og omkostninger.
22-08-2024Pr. 1. januar 2025 skal du have autorisation for at kunne arbejde med asbest. Læs mere om de nye regler, og hvad de betyder for dig.